Skriv en tekst i klare blokke. Lad os se, hvordan du bygger op med forskellige klare elementer.

Slå dig løs.


Lyden fra Cessna-flyets motor fik hendes blod til at isne. Hun vidste straks, at det var alarmerende forkert. Susanne Hessellund var en erfaren pilot og hun forsøgte at analysere fejlen. hun stirrede efter svar på instrumentbrættet. Forgæves.
Hendes to passagerer, biologerne Lars Maltha Rasmussen og John Frikke havde begge været på utallige flyture som fugletællere for Naturstyrelsen. Motorlyden satte sig i deres blikke. De stirrede efter svar hos Susanne Hesselund. Forgæves.
Flyet var på vej ned. Ned mod isen i Vadehavet.
Det ramte. Først med en skurren og så kom lyden af sammenstødet mellem fly og is og rykket. Deres kroppe blev kastet mod sikkerhedsselerne. Og så et øjebliks stilhed. Og lyden af is og vand. Og flyet der krængede til den ene side. Der hvor den ene side var brudt gennem isen. Men de var i live og de sad der i flyet. Chokerede men uden skader.
Susanne Hessellund var den første, der kom ud af flyet. De to biologer fulgt lige efter. Lars Maltha Rasmussen husker følelsen af iskoldt vand, der trængte ind i hans støvler. De vidste, at de skulle handle hurtigt, selv om de kunne skimte land ikke langt fra flyet.
- Jeg frøs allerede, men fik fisket min mobiltelefon op af lommen, fortæller biologen.
Men hjælpen skulle vise sig, at være langt væk. For vand fra hans handsker faldt ned på mobiltelefonen, der øjeblikkeligt døde.
- Der var kun én ting at gøre. At gå ind mod land og håbe, at vi kunne klare det, fortæller biolog John Frikke.
Drivvåde og rystende af kulde kom de ind på stranden og kunne se lys i et vindue i et hus i nærheden. Håbet var indenfor rækkevidde, og det blev lettere at gå selv om fødderne var stive og følelsesløse.
Lars Malthe Rasmussen bankede på døren. Snart efter stod der en mand i døråbningen. En mand, som viste sig at være stor fjende af de biologer. En mand, som de ofte havde krydset naturpolitiske klinger med.
- Jeg kan huske, at jeg tænkte: Gad vide om han bare smækker døren i hovedet på os, fortæller John Frikke.
Men synet af de tre i fare for at dø af kulde, gav ingen anledning til at være fjendtlig. Tværtimod blev døren åbnet uden tøven. De tre sad snart i husets varme med tæpper omkring sig og med de let smertelige følelser nu, hvor blodet begyndte at rulle i årerne igen.
- Det blev starten på et nyt venskab, som vi aldrig havde forestillet os, fortæller John Frikke med et grin. Men også med en stemme, der afslører, hvor rørt han stadig er, over at blive reddet fra helt uventet kant.

Back to Top